Jeg har spurgte Martin Poulsen fra Jura-guide.dk om han ikke ville fortælle os lidt om de forskellige muligheder der findes når det handler om at starte virksomhed, og det er blevet til det her lidt længere, men gode indlæg.
Når man skal starte en e-butik løber man hurtig ind i nogle administrative og juridiske udfordringer. Noget af det første du skal tage stilling til, er hvilken virksomhedsform du ønsker at basere din e-butik på.
Der er mange former at vælge i mellem, men de færreste er relevant for et simpel e-butik. Det reelle spørgsmål er; skal du starte virksomheden som en personlig ejet virksomhed eller som et selskab?
En personlig ejet virksomhed, kan enten være en enkeltmandsvirksomhed eller hvis du er flere; et interessentskab (I/S). Stifter du et selskab er det mest normale et anpartsselskab (ApS).
Krav til minimumskapital
For personlig ejede virksomheder er det ingen krav til at du binder kapital i virksomheden, og du kan således oprette virksomheden uden nogen form for indskud.
For selskaber der derimod krav om at du binder et vis minimumskapital i selskabet. For anpartsselskaber er beløbet kr. 80.000 (50.000 fra 2014) og for aktieselskaber kr. 500.000, hvilket sjældent er relevant for en nystartet e-butik.
Som noget nyt introduceres selskabstypen ”iværksætterselskab” (IVS) i 2014, som gør det muligt at stifte et selskab med en minimumskapital på 1 kr. mens du forpligtiger dig til at opspare mindst 25% af overskuddet indtil du kan omdanne selskabet til et normalt anpartsselskab (læs mere om IVS her).
Din personlige hæftelse
Personligt ejede virksomheder er ikke selvstændige juridiske enheder, og når du laver aftaler med andre så er det dig, som personligt hæfter, med alt hvad du ejer, for disse aftaler. Ejer du virksomheden sammen med andre (i et I/S), så hæfter du også solidarisk for de forpligtigelser de andre ejere måtte lave. Når man hæfter solidarisk, betyder det at hvis i kommer til at stifte gæld, som virksomheden ikke kan betale, så kan kreditor selv vælge hvem af ejerne han ønsker at inddrive gælden hos. Han vil typisk forsøge at inddrive den hos den person med størst formue.
I selskaber er din personlige hæftelse som udgangspunkt begrænset til selskabets kapital. Selskabets ledelse kan dog stadig gøres ansvarlige hvis de stifter gæld på en uansvarlig måde. Samtidig vil enhver bank altid kræve personlig kaution, hvis du vil låne penge i et selskab med en lav selskabskapital. Du kommer derfor ikke helt uden om nogen personlig hæftelse, men den er væsentlig begrænset.
Personlig beskatning vs. selskabsskat
I en personlig ejet virksomhed bliver du som udgangspunkt beskattet virksomhedens overskud som personlig indkomst og du kan som udgangspunkt ikke akkumuler overskud i virksomheden uden det bliver personligt beskattet. Undtagelsen er; at du kan anvende den såkaldte ”virksomhedsskatteordning” hvorved du bliver beskattet på en måde der ligner den måde selskaber bliver beskattet på (læs mere hos Skat). Det skal dog bemærkes at virksomhedsskatteordningen er forholdsvis kompliceret, og der bør afsættes minimum 4.000 kr. til en revisor til assistance hertil.
Med et selskab kan du beholde overskud i virksomheden og nøjes med at betale selskabsskat (25%) og undgå personlig beskatning indtil du beslutter dig for at udbetale udbytte eller løn.
Hvis du forventer overskud er det derfor en stor fordel at have det i et selskab, men hvis du får underskud, er der til gengæld større fordele i at have en person ejet virksomhed. Her kan du nemlig trække underskuddet fra i din personlige selvangivelse. I et selskab vil du ikke kunne udnytte underskuddet personligt, men vil kunne spare det op, og anvende det i forbindelse med overskud i de efterfølgende år.
Opspar penge i et holdingselskab
En stor fordel ved at stifte din virksomhed som et selskab, er at du i samme omgang og med samme kapital kan stifte et holdingselskab. Dvs.; du starter med at stifte et anpartsselskab (holdingselskabet) med kr. 50.000 i kapital og dette selskab stifter så dit driftsselskab (virksomheden der kommer til at drive e-butikken) for de samme kr. 50.000.
Du kommer således til at stifte 2 selskaber, men i langt de fleste tilfælde kan det betale sig, da:
- Du kan overføre udbytte skattefrit fra din webbutiks driftsselskab til dit holdingselskab, som så kan fungere som en pengetank hvorfra du kan investere i andre virksomheder.
- Hvis i er flere ejere kan i betale udbytte til jeres holdingselskaber, og herfra selv bestemme om i vil geninvestere pengene, eller udbetale dem som personlig indkomst. Det er meget normalt at der er store forskelle i præferencer på dette område.
- Hvis du sælger din webshop, så er avancen skattefri (også fritaget selskabsskat). Du kan således geninvestere pengene uden beskatning, eller over nogle år udbetale det til dig selv med en kontrolleret personlig beskatning. Hvis der ikke var noget holdingselskab, så ville du skulle personlig beskattes af hele beløbet med det samme (og så ryger du hurtig op på en ubehagelig topskat), selvom du måtte ønske at investere pengene i et nyt projekt.
Læs mere om fordelene ved et holdingselskab hos Startvækst eller på jura-guide.dk.
Min anbefaling
Hvis du kan afsætte kr. 50.000 så stift et holdingselskab OG et driftsselskab fra starten af. Det er urimelig besværligt at ændre det efterfølgende, og kan udløse ekstra beskatning.
Har du ikke har pengene nu, og du ikke har noget i mod at opspare 50.000 kr. fra dit overskud, så ville jeg nok starte et IVS, og omdanne til et ApS så hurtigt som muligt.
Hvis du derimod starter webshoppen alene og primært som en ”hobby”, samtidig med at du har et fuldtidsjob, og du ikke vurderer at potentialet er så stort, så er en enkeltmandsvirksomhed nok stadig det bedste alternativ.
Hvis du er i tvivl eller har behov for hjælp med stiftelsen kan vi anbefale at indhente tilbud hos Jura I/S.
Jeg har netop valgt at starte en enkelmandsvirksomhed, selvom jeg overvejdede meget at etablere et IVS. Jeg vurderede dog, at det ikke var nødvendigt og at det blev noget bøvl med at man skulle spar op hvert år indtil man kan omdanne til Aps.
Jeg har i hvert fald en Enkelmandsvirksomhed nu og er glad for at jeg gjorde det. 🙂